Løsgænger-kandidat jubler: Yes, nu er mine yderpartier enige om min mærkesag

Søren Skjold Andersen stiller op som kandidat uden for partierne i Østjyllands storkreds. Helt fri af partierne er han dog ikke, da han er medlem af både Enhedslisten, Alternativet, Socialdemokratiet, Moderaterne, Venstre, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne.

”Jeg har meldt mig ind i alle partier, der ikke forbyder medlemskab af andre partier. Jeg vil gerne hjælpe dem med at skabe helhjernet politik. Jeg plejer at sige, at hvis man blander alle farver ukritisk, får man gråbrun, men hvis man bryder lyset i en dugdråbe, er alle farver til stede.”

Nu jubler han over, at Pelle Dragsted fra Enhedslisten i Jyllands-Posten erkender, at Inger Støjberg fra Danmarkdemokraterne har haft ret i sin kritik de store VE-anlæg i landdistrikterne. Og Inger Støjberg er ikke afvisende overfor et ”aparte” samarbejde med Enhedslisten, som hun formulerer det.

”Det glæder mig inderligt, at Pelle Dragsted og hans parti nu anerkender, at borgere i landdistrikterne skal være fri for at få stoppet den grønne omstilling ned i halsen, og at Danmarksdemokraterne er åbne for, at grøn omstilling kan få lokal opbakning via demokratiske andelsselskaber. Jeg har arbejdet meget med energifællesskaber de seneste år, og de har et potentiale, som politikerne har overset.”

Den franske stjerneakademiker Thomas Piketty har sammen med Julia Cagé til Berlingske udtalt, at midterregeringer er farlige for demokratiet, og at Vestens mest truende politiske konflikt er skævvridningen mellem land og by. ”Det er lige på kornet i den her sag,” siger Søren Skjold Andersen. ”Der er vel ikke noget parti med stærkere byprofil end Enhedslisten, og ikke noget parti med en stærkere landdistriktsprofil end Danmarksdemokraterne. Og nu ser vi lokalt ejede energifællesskaber på vej både i byer og på landet, hvor borgere og virksomheder vil samarbejde og tage medejerskab til lokal grøn omstilling.”

Energifællesskaber udspringer af EU-regler inspireret af de nordiske andelsbevægelser. De arbejder for at balancere lokal produktion og forbrug af grøn strøm og at sikre lokalt ejerskab vil VE-anlæg, men er ofte udfordret, når det gælder finansiering. ”Der er op mod 3 milliarder kroner at hente via EU’s Sociale Klimafond og det fremgår af forordningen, at energifællesskaber i energifattige områder er støtteberettigede, men den nuværende midterregeringen har nølet. Jeg satser på, at en ny regering gør det bedre, for bolden ligger klar til at skyde i mål,” siger Søren Skjold Andersen.

Søren Skjold Andersen har med støtte fra Energistyrelsen medvirket til at lave en række informationsvideoer om energifællesskaber. En af videoerne argumenterer for at energifællesskaber kan give nyt liv til andelsbevægelsen. Se videoerne her.


Dagen efter pressemeddelelsen blev udsendt, deltog jeg i et arrangement om Demokratisk Træning på Gammel Estrup i Auning. Her var formålet at lade borgere med en statistisk lav valgdeltagelse møde politikere i et miljø, der skulle give plads til uenighed, forskellige måder at tænke på og at øve sig i at udtrykke sine meninger på en ordentlig måde.

Efter arrangementet lykkedes det mig at få en kandidat fra Enhedslisten og Danmarksdemokraterne med på et fælles billede, hvor også en af borgerne deltog.
Thor Clasen Jonasen fra Alternativet var så venlig at skyde billedet med min telefon.

Maria Sørensen (Enhedslisten), Søren Skjold Andersen (Kandidat uden for partierne),
Lene fra Haveholdet på Gammel Estrup og Lone Glarbo (Danmarksdemokraterne).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *