Er det sund fornuft at plukke de lavest hængende frugter, når man er en af de højeste i flokken?

Jeg har svært ved at forestille mig en situation, hvor en familie tager ud for at plukke bær, og forældrene konsekvent går efter at plukke de bær, der hænger i børnehøjde. Der skal jo også være bær til børnene at plukke.

Til gengæld har jeg ret let ved at se hvordan de danske klimamål opererer ud fra den modsatte logik. Her er vi ikke bange for at gå benhårdt efter de – på papiret – lavest hængende frugter, så vi kan bryste os af at være ambitiøse og handlekraftige, også selvom vi ikke er det.

Et simpelt eksempel er den aftale om udfasning af gas fra rumopvarmningen i 2035, som blev lavet i forbindelse med energikrisen i 2022. Den regering Danmark fik i efteråret 2022 har konsekvent forfulgt en dagsorden der, under overfladen, har handlet om at erstatte naturgas med biogas, i stedet for den aftalte udfasning.

”Det er grønt. Vi har allerede infrastrukturen. Vi kommer til at være selvforsynende. Bare giv den gas!” Det lyder jo umiddelbart som en lavthængende frugt, der er lige til at plukke.

Problemet er bare, at direkte afbrænding af gas, er en enormt ressourcekrævende måde at opvarme huse på. Illustrationen nedenfor viser, at man kan få mere end dobbelt så meget varme ud af den samme mængde gas, ved at lave den til strøm som forsyner varmepumper.

Faktisk vil der kun være ganske få timer i året, hvor vi behøver at lave gassen til strøm. Resten af tiden kan vi tappe strømmen fra naturens kræfter: Sol, vind, vand og jord.

Når vi på denne måde fjerner vores gasforbrug i boligopvarmningen, så frigiver det ressourcer til andre, som har sværere ved at skille sig af med gassen, fordi vi sænker efterspørgslen på gas.

Vi plukker, med andre ord, de bær vi har højden til at plukke.   

Vi behøver ikke engang strække os ret langt, for EU tilbyder os en hånd med Den Sociale Klimafond. Der er op til 3 milliarder kr. at lave grøn omstilling for, som kan udmøntes via en dansk Social Klimaplan. Penge der bl.a. kunne gå til borgernær grøn omstilling gennem lokale energifællesskaber, der hvor omstillingen er sværest. Men det er som om regeringen ikke rigtig gider, da de nu på tredje år ikke har lyttet.

Danmark har end ikke påbegyndt en reel involvering af civilsamfundet i udformningen af Den Sociale Klimaplan, trods det at planen skulle være færdig i juni sidste år. Der ligger ikke engang et udkast til planen. Nej, det forlyder at regeringen vil gå enegang og smide pengene ind i noget så usexet som en afgiftsomlægning på transportområdet…

Nu er der valg. Og jeg vil arbejde for, at vi bruger vores lange arme til at trække de høje grene ned, så vi giver børnene flere bær at plukke, i stedet for at snuppe dem for næsen af dem.

Bor du i Østjylland, kan du stemme på, som kandidat uden for partierne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *